På vores næstsidste fridag besøgte vi de obligatoriske pyramider i Giza. Jeg har ladet mig fortælle at de ikke skulle være noget særligt - det er forkert! De enorme monumenter tårner sig op og får en til at føle sig lille på samme måde som når man kigger op i universet midt om natten. Sfinksen derimod kan ikke beskrives bedre end den bliver i vores guidebog: "At se Sfinksen er som at se en berømthed fra TV: de er meget mindre end man troede." Desuden kunne man ikke rigtig komme tæt på.
Generelt er stedet ikke specielt godt organiseret rent turistmæssigt. Der er ingen skilte eller pile (ikke fordi pyramiderne er svære at finde, men alligevel!) og vagterne forventer at man bestikker dem så man kan få lov til at komme bag om det skæve hegn og kravle et trin op eller, oh ve, ridse sit navn ind i stenene (noget vi Globale sætter ind i katagorien "Kultur-av")!
Mens vi så bedst gik der skete der det, vi alle vidste ville ske før eller senere: konsekvenserne af at gå fra dansk smiley-kontrolleret mad til mellemøstlig aldrig-kontrolleret mad: det skal ud - NU! Det var værst for mig selv, og jeg gik i ualmindeligt dårligt humør rundt og spurgte vagterne om hvor det nærmeste TO-I-LET var. Til sidst, hvor jeg for længst var kommet langt foran de andre, blev jeg diregeret hen til et nyligt opført pyramide-museum. Det kostede 50 pund at komme ind (egyptiske pund er det samme værd som danske kroner), men jeg var godt klar over jeg ikke havde noget valg. Jeg betalte og løb ind, blot for at blive stoppet få meter fra toilettet af en mand fra receptionen der ville have mig tilbage til indgangspartiet. Der fik han så langsomt forklaret mig at det var meget vigtigt at jeg iførte mig nogle specielle sko før jeg gik ind på gulvet, der ikke var helt færdigt. Det kostede 5 kroner. Jeg styrtede ind på toilettet og blev stoppet af en mand der ville have penge for at lukke mig ind. Rasende smækkede jeg to pund i hånden på ham, og til gengæld gav han mig ét stykke toiletpapir. Jeg kiggede på ham som var han gal - fiskede alle mine mønter op af pungen smed dem efter ham, og greb en håndfuld af hans toiletpapir ud af hånden på ham før han kunne nå at reagere.
Små ti minutter efter kom jeg ud fra museet hvor pigerne ventede på mig. (På billedet står jeg og fremviser min meget tomme pung!)
På vejen tilbage fra Giza kom vi op at køre med en mand der præsenterede sig selv som Hassan og forklarede at hvis vi havde en dag fri kunne vi køre rundt til alle de steder turister ikke normalt ser, selvom de burde. Vi tog imod tilbuddet og forberedte os på det bedste...
Hej Martin.
SvarSletDu skriver ikke noget om, hvad I så var henne at se sammen med Hassan. Blev det ikke til noget?
Jeg synes også, at det er meget længe siden, du har lavet nogle indlæg til os herhjemme. Oplever du ikke noget? eller har du bare travlt?
Har du været henne og se den meget gamle kristne kirke i Cairo? Den er fra det 1. eller 2. årh. e. Kr. Den er stadig i brug. Jeg købte i sin tid en lille børnebog på egyptisk (det var teksten til i dag om den lamme i Kapernaum). Jeg har brugt den i skolen.
Vi ses vel snart? Men skriv lige lidt mere der nede fra først. Knus Anne-Grete