onsdag den 19. august 2009

Frygt og forkerte håndtryk...

Nu har jeg sammen med Anna tilbragt et par dage på "Mødestedet", og aldrig har jeg oplevet at møde så mange spændende og vidt forskellige mennesker på så kort tid...
Efter at have hilst på de faste medarbejdere, Thyra, Inger og Elna, møder jeg den første "gæst" som de kalder det.
Det er en ældre tyrkisk kvinde, der kun forstår ganske lidt dansk, og ikke noget engelsk. Jeg fik fortalt at hun lige havde fået afslag på en ansøgning til arbejde, fordi de mente hun var inhabil - dog havde hun også lige fået afslag på pension, da hun åbenbart er for tyk (!?) til dét.
Jeg præsenterede mig selv som Martin - det forstod hun ikke. Så pegede jeg på mig selv, smilede, og sagde tydeligt "Mar-tin". Hun rystede på hovedet og sagde "igg fhorsthå".
Og da blev jeg skræmt - med ét gik det op for mig hvor stor en udfordring det her kunne blive - det virkede allerede nærmest fuldstændigt uoverskueligt og jeg så for mit indre blik hvordan jeg ville blive sat til at passe på 20 gamle kvinder fra mellemøsten, der intet forstod af hvad jeg sagde eller gjorde.

Da var det jeg blev spurgt om jeg ville med ned og sætte mødestedets skilt ud på gaden (mødestedet ligger på 3. sal og trapperne er meget hårde at gå op ad). Jeg var lykkelig over at få et overskueligt sted at starte mit arbejde så skyndte mig at komme ned af trappen sammen med Anna og Thyra. I døren mødte vi en muslimsk kvinde som var på vej ind. Jeg smilede og gav hende hånden, fast besluttet på at gøre et godt indtryk, så vi kunne få opbygget et tillidsforhold. Hendes hånd var noget svag, kunne jeg mærke.
På vejen ned af trappen fortalte Thyra mig så, at selvom nogle af kvinderne ikke havde noget imod det, synes mange af dem det er upassende at give hånd til en mand - så vidt med det gode indtryk...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar