Egypternes Danmark

Længe efter den fantastiske rejse til Egypten og den spændende turné rundt til konfirmanderne med Nanna, sidder jeg nu her hos vores værtsfamilie i Kragelund nær Horsens og lytter til vindens hylen og pejsens knitren.

I dag er første dag på anden uge på min anden foredragsturné. Denne gang har jeg dog skullet vænne mig til at det ikke er mig selv der er i fokus, men Samuel, den egyptiske gæstelærer jeg rejser rundt med.

Selvom vi kun brugte omkring en uge sammen i Egypten fornemmer jeg at vi kommer rigtig godt ud af det med hinanden. Og hvor Samuel er på hjemmebane når vi holder foredrag, er jeg jo på hjemmebane alle andre steder. Således har han lært alt om danskernes gøren og laden gennem mig - lige fra hvordan man sidder ved bordet, til hvordan man laver snebolde.

Vores første foredragsuge var forbløffende vellykket, og jeg har desværre måttet erkende at de fleste konfirmander mener det er langt mere spændende at lytte til en der kommer fra Egypten, end en der bare har været i Egypten.

De suger Samuels viden til sig, og forbløffer både ham og mig med deres dybe og velovervejede spørgsmål.

Fritiden tilbragte vi hos vores værtsfamilie fra Tøstrup nær Randers, og Samuel og jeg nød i fulde drag tiden med vores dem og deres hund Holger. (Som Samuel havde svært ved at udtale, og derfor mest kaldte den Hoggler) Wekenden tilbragte vi sammen med Betina, og hendes Egyptiske gæst, Monda. Og med kælkning skøjtning og shopping forsvandt timerne hurtigt.

Alt i alt kunne uge 4 næppe være forløbet bedre, og det er derfor med friskt mod at vi tager hul på uge 5.

Sightseeing i Saqqara

Hassan vidste sig at være en mere end almindeligt kompetent chauffør og tourguide. Ikke bare viste han os de mest fantastiske templer og pyramider - han tog os også til "moderne" attraktioner, som fx en papyrusfabrik og en tæppeskole. Vi fik taget de mest fantastiske billeder af både mennesker og monumenter, og oplevede måske mere den ene dag end alle de andre fridage tilsammen.

På tæppeskolen var der liden aktivitet da vi var afsted på hvad der kan betragtes som muslimernes juledag - sidste dag i ramadanen og begyndelsen på aid-festen. Der sad kun to børn i arbejdskælderen og hakkede snore over i passende længder. De vinkede os ivrigt over til dem og nanna satte sig ved den ene, en piges, side. Efter at pigen havde demonstreret hvordan arbejdet foregik sagde hun med nærsten uhørlig stemme: "money". Nu havde hun jo vist os noget, trods alt, så Nanna gav hende et pund, hvortil hun smilede og takkede. Vi blev enige om at det nok var en god idé også at give den anden, en dreng, noget. Jeg meldte mig og satte mig ved han side. Ligesom pigen viste han hvordan han arbejdede og kiggede derefter afventende på mig. Bedst som jeg var ved at hive et pund frem fra lommen sagde han næsten kommanderende: "Money - 20 pounds". Jeg var så forbløffet at jeg bare sagde på dansk: "Hva'?! Er du gal?" Jeg gav ham et enkelt pund, hvad han ikke virkede specielt tilfreds med, og vi forlod tæppeskolen. Nu er tyve pund jo ikke vanvitigt meget, heller ikke for en egypter, men et pund kan man faktisk godt købe et måltid for, og hans demonstration havde ikke taget mere end et halvt minut.

Jeg er stadig lidt i tvivl om, om jeg skal have dårlig samvittighed eller om det er berettiget at jeg blev lidt sur på ham.

Ved firetiden var vi tilbage ved vores hotel, og Hassan sagde at hvis vi fik lyst ville han en anden dag tage os til et kamelmarked i Sahara, hvor der var over 3000 kameler (gå hjem og vug, Hjallerup Hestemarked!) - noget vi bestemt overvejer!

På billedet ses et af de fantastiske syn der mødt os i Saqqara. Bemærk trappepyramiden der er et forstadie til de senere Giza-pramider.

Et toiletbesøg: 60kr.-

På vores næstsidste fridag besøgte vi de obligatoriske pyramider i Giza. Jeg har ladet mig fortælle at de ikke skulle være noget særligt - det er forkert! De enorme monumenter tårner sig op og får en til at føle sig lille på samme måde som når man kigger op i universet midt om natten. Sfinksen derimod kan ikke beskrives bedre end den bliver i vores guidebog: "At se Sfinksen er som at se en berømthed fra TV: de er meget mindre end man troede." Desuden kunne man ikke rigtig komme tæt på.

Generelt er stedet ikke specielt godt organiseret rent turistmæssigt. Der er ingen skilte eller pile (ikke fordi pyramiderne er svære at finde, men alligevel!) og vagterne forventer at man bestikker dem så man kan få lov til at komme bag om det skæve hegn og kravle et trin op eller, oh ve, ridse sit navn ind i stenene (noget vi Globale sætter ind i katagorien "Kultur-av")!

Mens vi så bedst gik der skete der det, vi alle vidste ville ske før eller senere: konsekvenserne af at gå fra dansk smiley-kontrolleret mad til mellemøstlig aldrig-kontrolleret mad: det skal ud - NU! Det var værst for mig selv, og jeg gik i ualmindeligt dårligt humør rundt og spurgte vagterne om hvor det nærmeste TO-I-LET var. Til sidst, hvor jeg for længst var kommet langt foran de andre, blev jeg diregeret hen til et nyligt opført pyramide-museum. Det kostede 50 pund at komme ind (egyptiske pund er det samme værd som danske kroner), men jeg var godt klar over jeg ikke havde noget valg. Jeg betalte og løb ind, blot for at blive stoppet få meter fra toilettet af en mand fra receptionen der ville have mig tilbage til indgangspartiet. Der fik han så langsomt forklaret mig at det var meget vigtigt at jeg iførte mig nogle specielle sko før jeg gik ind på gulvet, der ikke var helt færdigt. Det kostede 5 kroner. Jeg styrtede ind på toilettet og blev stoppet af en mand der ville have penge for at lukke mig ind. Rasende smækkede jeg to pund i hånden på ham, og til gengæld gav han mig ét stykke toiletpapir. Jeg kiggede på ham som var han gal - fiskede alle mine mønter op af pungen smed dem efter ham, og greb en håndfuld af hans toiletpapir ud af hånden på ham før han kunne nå at reagere.

Små ti minutter efter kom jeg ud fra museet hvor pigerne ventede på mig. (På billedet står jeg og fremviser min meget tomme pung!)

På vejen tilbage fra Giza kom vi op at køre med en mand der præsenterede sig selv som Hassan og forklarede at hvis vi havde en dag fri kunne vi køre rundt til alle de steder turister ikke normalt ser, selvom de burde. Vi tog imod tilbuddet og forberedte os på det bedste...

CEOSS, skrald & støv...

På vores første dag efter ankomsten blev vi fragtet ud til CEOSS hovedkvarter for at gøre os bekendt med personalet og vores kontaktpersoner. Værd at bemærke er især Medhat, der som det første proklamerede at han nok skulle være vores egyptiske far, under hele vores ophold - "Så fik vi da vist lige slået det på plads" tænkte jeg for mig selv.

Efter nogle dage er det dog blevet klart for mig at stort set alle egyptere er overmåde gæstfrie og hellere end gerne vil belemres med eventuelle problemer man skulle få på sin rejse. Resultatet er, at vi allerede nu har en lang liste med folk vi kan ringe til hvis vi bliver det mindste i tvivl om noget som helst. Så på trods af at vores ungdomskonsulent Christina tog hjem i går er vi vist i helt trygge hænder.
Efter at være blevet proppet med mango (hvis du synes DET lyder interessant ved jeg at Nanna har uddybet det en smule på hendes blog http://www.nannaegypten.blogspot.com/) tog vi hjem igen hvor vi forberedte os på aftenens store begivenhed: et besøg i "Cave Church".

Cave Church ligger i det område af Cairo der kaldes "Garbage City" altså "Skraldebyen". Navnet kommer af at bydelens beboere, primært kristne, lever af at samle skrald fra hele byen, sortere det og så sælge det videre. Derfor flyder både gader og huse med skrald, og overalt finder man sorterede bjerge af flasker, poser, dåser, tøj og alt muligt andet, der venter på at blive pakket på æsler, og båret væk fra byen. (Af hensyn til folkets værdighed tog vi hverken billeder af det direkte fra bilen eller da vi var stået ud af den)

Midt i denne bydel ligger så et bjerg. Et bjerg med enorme huler der med tiden var blevet fyldt med eroderede bjergarter, jord og sand. Da de kristne i området så på et tidspunkt fik afslag fra regeringen om at bygge en kirke så de pludselig en mulighed her - og med håndkraft begyndte de ellers at tømme de kollosale hulrum. Arbejdet foregik i al hemmelighed, og når der skulle foretages sprængninger med dynamit ventede man i bedste Olsen-Banden stil på at muslimerne blev kaldt til fredagsbøn, så lyden fra de mange megafoner i byen overdøvede eksplosionerne!

Kirken har form lidt som et gammelt amfiteater og kan huse omkring 6000 mennesker. Da vi kom var der dog ikke fyldt op, for gudstjenesten var knap begyndt og folk kom dryssende hen ad vejen. Anna fik sneget sig næsten op på toppen, og hendes videoklip kan måske give en idé om hvor stort stedet egentlig er:

(Barnlige sjæle vil måske bemærke i at præsten har en slående ligehed med Harry Potter-filmenes Dumbledore!)

Efter en halv time i Cave Church begyndte vi at gå tilbage mod vores taxa. På vejen mødte vi to børn på omkring 10 år der målrettet gik hen til os, rakte hænderne frem og sagde: "Excuse me - money!" Vi blev alle helt paf, og det endte med at vi bare gik videre. Da begyndte børnene at rive lidt i vores ærmer mens de stædigt gentog "MONEY!" Vores taxachauffør kom hen til os og skældte dem ud på arabisk. De så voldsomt fornærmede ud, den ene rakte tunge ad mig og så gik de. Jeg har ikke noget imod at give penge til tiggere og fattige, men det er ikke ligemeget hvordan man giver udtryk for at man har brug for dem.

Vi kørte sammen med et par af Danmissions udsændinge til Al-Azhar (udtales Al-Azr) - Verdens andet største Islamiske universitet. I dets enorme park var vi på en højt beliggende restaurant med en fantastisk udsigt over byen og til "Citadellet" - Cairos gamle fæstning:

Bemærk hvordan lyset fra byen kan ses langt op i himlen. Dette skyldes det enorme lag støv der omgiver hele Cairo. Det er særligt tydeligt om aftenen og natten, og hvis man kigger op vil man se at på trods af at der er skyfri himmel, kan man kun se de allerkraftigste stjerner - resten kan ikke skinne igennem støvet.

Maden bestod af en forret med brød og en masse forskellige slags mos (som i "grød" - ikke planten!) man kunne tage til - de fleste var bitre og jeg endte med at holde mig til en helt bestemt der mindede lidt om græsk yoghurt blandet med olivenolie. Hovedretten var nogle kødanretninger serveret på ornamenterede sølvkasser med glødende kul i - maden blev simpelthen røget mens den stod på bordet! Kyllingen var især lækker, og jeg fik spist mere end bare et par stykker mens vi snakkede om løst og fast til den mellemøstlige musik fra restaurantens band.

Kaos i Cairo

Først en undskyldning: Jeg ved at der er mange der har kigget efter nye inlæg på min blog de sidste par dage - uden held. Nu er vi imidlertid blevet ordentligt indlogeret hernede og skriverierne kan for alvor starte - bloggen skal nok blive holdt rigeligt opdateret fra nu af! (Store ord!)

Turen derned gik helt uden problemer og vi ankom til Cairo lufthavn ved otte-tiden og trådte ud i den over 25 grader varme luft. Her mødtes vi med Aziz der var sendt af Danmissions kristne samarbejdsorganisation CEOSS for at føre os til vores Guest House i bydelen Zamalek (Cairos Manhattan).

Og så gik det ELLERS stærkt! Cairo er designet til 5 millioner mennesker, men der bor 25, og gennemsnitsfarten på vejene er minimum 60. Folk overhaler indenom og udenom, alt efter hvor der lige er plads, de 3-sporede veje bliver brugt som 5-sporede og mellem bilerne er der konstant katte, geder, æsler med kærrer og mennesker, der alle ved at den eneste måde man kan komme over vejen er ved bare at gå ud, og regne med at bilerne standser.

Folk dytter konstant: når de vil overhale, når de drejer, når der er ting i vejen, når de sidder fast i trafikpropper... Ja, faktisk også når der ikke er noget galt overhovedet.
Da man kun kan lægge videoer af en bestemt størrelse ind på bloggen her kan i desværre ikke se vores optagelse gennem taxaens forrude - den er for lang. (Jeg vil prøve at hente et redigeringsprogram til computeren en af de nærmeste dage, så vi kan få klippet lidt i dem). I kan dog nyde dette korte klip af (halvdelen af) Zamaleks Skyline i mellemtiden:



Vi ankom til Guest Houset uden skrammer, trods alt, og fik båret vores ting op. Det er et skønt sted med masser af iskoldt vand og masser af ventilation - to ting man hurtigt opdager man ikke overlever længe uden hernede! Jeg har fået mit helt eget værelse, der ikke bare er større end pigernes - der er også flere stikkontakter, mere møblement, flere puder og en større terasse (Dog er deres udsigt noget flottere)! Aftensmad fik vi omkring kl 24 og derefter gik vi en kort tur i nabolaget, der, på trods af at være Cairos fineste kvarter, huser et stort antal mennesker uden hverken hus eller hjem.

Efter 4 dage på Mødestedet sidder jeg nu her og er lykkelig over ikke at have begået flere bommerter end min første med håndtrykket... I det mindste ikke hvad jeg selv ved af!

Dagene er delt op således at kvinderne kan komme indtil 3, og bagefter kommer mændende - mændene er langt lettere at navigere imellem og kommunikere med for mig end kvinderne, og det er helt tydeligt at mærke på både kvinder og mænd, at de næsten alle kommer fra lande med skarp kønsopdeling.

Det betyder dog ikke at de på nogen måde minder om hinanden! Alle har en helt unik historie, og en endnu mere unik personlighed. Et godt eksempel er Sadullah, en ældre tyrkisk mand der har et bestemt emne hver dag, han helst holder sig inde for. Første dag handlede det om hvordan danskerne var smørkapitalister (et udtryk han fandt på da han ikke fik lov til at åbne sin tredje pakke kærgården), og om at hans kone var "kaput" - et ord han bruger så meget at det kan være svært at hitte ud af hvad han mener med det (død var hun i hvert fald ikke). Næste dag var det noget om hvor dygtige danskere var i forhold til tyrkere, og tredje dag var det islam der var "kaput" - noget han begrundede med at "aldrig kommer mere end 3 mennesker i moskeen" - og jeg som troede den danske folkekirke var i medlemskrise!

I dag sad han bare og brokkede sig lidt over at han var tyk, og ikke særligt dygtig. Han forlod lokalet med ordene "Jeg er kaput, jeg går hen og sover i moskeen". Det er nok det sidste jeg får set til ham, men jeg håber det ikke...

Frygt og forkerte håndtryk...

Nu har jeg sammen med Anna tilbragt et par dage på "Mødestedet", og aldrig har jeg oplevet at møde så mange spændende og vidt forskellige mennesker på så kort tid...
Efter at have hilst på de faste medarbejdere, Thyra, Inger og Elna, møder jeg den første "gæst" som de kalder det.
Det er en ældre tyrkisk kvinde, der kun forstår ganske lidt dansk, og ikke noget engelsk. Jeg fik fortalt at hun lige havde fået afslag på en ansøgning til arbejde, fordi de mente hun var inhabil - dog havde hun også lige fået afslag på pension, da hun åbenbart er for tyk (!?) til dét.
Jeg præsenterede mig selv som Martin - det forstod hun ikke. Så pegede jeg på mig selv, smilede, og sagde tydeligt "Mar-tin". Hun rystede på hovedet og sagde "igg fhorsthå".
Og da blev jeg skræmt - med ét gik det op for mig hvor stor en udfordring det her kunne blive - det virkede allerede nærmest fuldstændigt uoverskueligt og jeg så for mit indre blik hvordan jeg ville blive sat til at passe på 20 gamle kvinder fra mellemøsten, der intet forstod af hvad jeg sagde eller gjorde.

Da var det jeg blev spurgt om jeg ville med ned og sætte mødestedets skilt ud på gaden (mødestedet ligger på 3. sal og trapperne er meget hårde at gå op ad). Jeg var lykkelig over at få et overskueligt sted at starte mit arbejde så skyndte mig at komme ned af trappen sammen med Anna og Thyra. I døren mødte vi en muslimsk kvinde som var på vej ind. Jeg smilede og gav hende hånden, fast besluttet på at gøre et godt indtryk, så vi kunne få opbygget et tillidsforhold. Hendes hånd var noget svag, kunne jeg mærke.
På vejen ned af trappen fortalte Thyra mig så, at selvom nogle af kvinderne ikke havde noget imod det, synes mange af dem det er upassende at give hånd til en mand - så vidt med det gode indtryk...